Den 21-årige back har netop underskrevet en ny kontrakt, der løber frem til sommeren 2030.
Han spiller altid med stort hjerte, og FC Midtjylland har netop belønnet ham for det med en ny kontrakt.
Allerede som U12-spiller skiftede Victor Bak IF Nordthy ud med FC Midtjylland, og siden er udviklingen kun gået én vej for venstrebacken, der i en alder af 21 år står noteret for 74 kampe på midtjydernes bedste hold.
Parterne har nu papir på hinanden frem til sommeren 2030, og det glæder FCM-sportschefen, fortæller han til FCM's hjemmeside.
- Bak er topseriøs. Han dyrker alle de små detaljer – spiser det rigtige, sover, optimerer i forhold til alt. Det er 24/7, at han tænker på fodbolden, og det har han faktisk gjort hele sin karriere. Det er meget tydeligt, at han er en fyr, som er vant til hårdt arbejde og en ydmyg tilgang til livet, siger Kristian Bach Bak og tilføjer:
- Vi er glade for, at han har sagt ja til at fortsætte den her rejse med os.
Victor har efter lejeophold hos både Hobro IK og Mafra i Portugal for alvor slået sit navn fast i det midtjyske, hvor han befinder sig godt.
– Det er her, jeg kan udvikle mig allermest som spiller og person. Og så må vi se, hvad der sker fremadrettet, fortæller Bak, der naturligvis har drømme som alle andre.
– Alle vil jo gerne gå samme vej som Oliver Sørensen og Gustav Isaksen, og selvfølgelig drømmer jeg om på et tidspunkt at komme til en endnu større adresse, selvom det også er attraktivt her i Midtjylland. Nøglen bliver at fortsætte med at arbejde hårdt, slår Victor fast.
Stort tillykke med forlængelsen, Victor - vi ser frem til at følge dig tæt i de kommende år.