Alle nyheder
January 23, 2023

Victor Bak forlænger med FC Midtjylland

Den 19-årige forsvarsspiller har netop sat sin signatur på en fem-årige aftale.

Victor Bak er tilbage i FC Midtjylland efter et halvårligt lejeophold hos Hobro IK, og troen på den 19-årige forsvarsspiller er intakt hos midtjyderne.

Parterne har netop underskrevet en femårig kontraktforlængelse, så Victor nu har en aftale frem til udgangen af 2027.

- Det er noget, jeg har kæmpet for i rigtig mange år, og nu handler det om at komme tættere på førsteholdet, hvor der er sindssygt mange gode spillere og hård konkurrence, siger Victor blandt andet til FC Midtjyllands hjemmeside.

Han fik sin fodboldopdragelse hos IF Nordthy, inden han som U13-spiller skiftede til FC Midtjylland, og Victor slår fast, at han er både glad for og stolt over kontraktforlængelsen.

Også hos klubben er der tilfredshed med aftalen, fortæller FC Midtjyllands assisterende sportschef Kristian Bach Bak.

- Victor er en rigtig god historie om en dreng, der har imponeret på akademiet, og nu er han efter et lejeophold hos Hobro IK klar til at tage næste skridt i sin karriere, siger Kristian Bach Bak, som har store forventninger til Victors kommende udvikling.

- Vi har at gøre med en spiller, som kommer med noget power, fysik og lederegenskaber. Han har det, der skal til, og nu handler det om at lægge på i den offensive del af spillet, og sker det, har Victor potentialet til at blive en publikumsfavorit på MCH Arena, forudser den assisterende sportschef, som nok ved, hvad det handler om, når det kommer til power, fysik og lederegenskaber.

Victor spillede senest de sidste 30 minutter, da FCM-mandskabet testede på udebane mod St. Pauli, og debuten for FC Midtjylland blev allerede fejret i maj måned sidste år, hvor han var med mod Randers FC i Superligaen.

Stort tillykke med forlængelsen, Victor - vi glæder os til at følge din fortsatte udvikling.