Alle nyheder
July 1, 2023

Thychosen får ny hjemmebane i Sverige

Mads Døhr Thychosen forlader FC Midtjylland, som han kom til som ungdomsspiller.

Han er 26 år og klar til svensk fodbold.

Mads Døhr Thychosen har underskrevet en kontrakt med den svenske storklub AIK Fotboll i Stockholm.

Dermed forlader han FC Midtjylland, som han allerede skiftede til som ungdomsspiller efter en fodboldmæssig opvækst i Vinding SF og Vejle Boldklub.

Siden spillede Mads også på lån hos AC Horsens, inden han lavede et skifte til FC Nordsjælland, hvor han nåede at spille 75 kampe, inden han i begyndelsen af 2022 returnerede til de vante omgivelser i Midtjylland.

Nu er det dog slut for denne gang - fremtiden byder på en hverdag hos AIK Fotboll, mens hjemmebanen bliver Friends Arena, der har plads til 50.000 tilskuere.

Skiftet glæder ikke mindst AIK-sportschef Thomas Berntsen:

"Mads har erfaring fra vigtige kampe i både Europa og den danske liga, og derudover kan han både spille på kanten og i midterforsvaret. Det betyder også meget for os, at han kommer til at bidrage til en god træningskultur. Vi er er meget glade for, han har valgt AIK", siger Thomas Berntsen til AIK Fotbolls hjemmeside.

Mads, som har optrådt på samtlige danske ungdomslandshold, ser frem til at få nye udfordringer i nye omgivelser.

"AIK er en storklub i Sverige. Fansene, hjemmebanen og klubbens ambitioner matcher perfekt med det, jeg gerne vil. Jeg glæder mig over at være i klubben, og jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet", siger Mads Døhr Thychosen.

Kæmpe stort tillykke med kontrakten, Mads - vi glæder os til at følge dig tæt i Allsvenskan.