Alle nyheder
March 15, 2023

Stort skulderklap til Hjulmand og Kristiansen

To BTAM-spillere kan få debut på den fineste scene i dansk fodbold.

Nede i det sydøstlige hjørne af Italien løber Morten Hjulmand rundt hos Lecce og gør det det godt - han bærer endda anførerbindet for Serie A-klubben - og i England har Victor Kristiansen taget Premier League-klubben Leicester FC med storm.

Nu har duoen fået et foreløbigt skulderklap for arbejdet, da landstræner Kasper Hjulmand har udtaget dem til landsholdet, som i slutningen af marts indleder EM-kvalifikationen mod Finland og Kasakhstan.

Morten og Victor er begge med i den trup, som den 23. marts møder Finland på hjemmebane, mens det tre dage senere gælder udekampen mod Kasakhstan, og der er udsigt til debut på A-landsholdet for både Morten og Victor.

Duoen er dog langt fra de eneste BTAM-spillere, som skal repræsentere det fineste landshold i landet, for med i truppen er også Frederik Rønnow (Union Berlin), Joakim Mæhle (Atalanta), Victor Nelsson (Galatasaray) og Mikkel Damsgaard (Brentford FC).

Kæmpe stort tillykke med udtagelsen til alle - og vi krydser fingre for, at der venter debut til endnu to BTAM-spillere.