Landstræner Kasper Hjulmand har udtaget sin trup til kampene mod Kroation og Frankrig - BTAM har hele otte spillere med i truppen.
Efter salget fra FC København til Sturm Graz er det gået stærkt for Rasmus Højlund (Foto: Getty Images).
I et halvt år bankede han mål ind i Østrig, og han blev solgt til Atalanta i den italienske Serie A, hvor Rasmus allerede er begyndt at score mål.
Nu har landstræner Kasper Hjulmand kvitteret - den 19-årige angriber er udtaget til det danske A-landshold og kan få debut mod Kroatien på udebane i Nations League, eller det kan ske tre dage senere, når Frankrig i samme turnering gæster Parken.
Rasmus er dog langt fra den eneste BTAM-spiller i landstrænerens trup - hele otte spillere er udtaget til de sidste testkampe inden VM-slutrunden i Qatar i november.
Målmændene Frederik Rønnow (Union Berlin) og Oliver Christensen (Hertha Berlin) er med i et målmandsteam, som naturligvis også inkluderer Kasper Schmeichel.
I forsvaret er både Victor Nelsson (Galatasaray) og Rasmus Nissen Kristensen (Leeds United) udtaget, mens midtbanespillerne Joakim Mæhle (Atalanta), Robert Skov (Hoffenheim) og Mikkel Damsgaard (Brentford) ligeledes er en del af den danske trup.
Og helt i front er der så Rasmus, som altså er meget tæt på en stor drøm - debut på det danske fodboldlandshold.
Stort tillykke med udtagelsen til alle - held og lykke mod Kroatien og Frankrig - vi glæder os til at følge jer.