Alle nyheder
July 18, 2025

Oliver Villadsen vender tilbage til dansk fodbold

Han fik sit gennembrud på den danske fodboldscene hos FC Nordsjælland - i de kommende fire år repræsenterer den stærke højre back Brøndby IF.

Brøndby IF har solgt Sebastian Sebulonsen til tyske FC Köln, men hullet efter nordmanden er så godt og vel fyldt ud.

23-årige Oliver Villadsen har nemlig sat sin signatur på en fireårig kontrakt med Brøndby IF, og dermed vender Oliver tilbage til dansk fodbold efter et år hos FC Nurnberg i Tyskland.

- Jeg er utrolig glad for at være Brøndby-spiller, og jeg synes, det er en fed mulighed. Jeg ved, hvor stor en klub Brøndby er i Danmark og Skandinavien, og for mig var det en no-brainer, da jeg ved, hvor vanvittig fed en fanbase klubben også har, siger Oliver blandt andet til Brøndby IF's hjemmeside.

Oliver håber, han kan tilføre Brøndby-mandskabet fart og en masse til det offensive spil, blandt andet i form af mål og assists.

- Jeg har haft nogle gode snakke med fodbolddirektør Benjamin Schmedes, og jeg kender også Frederik Birk fra tidligere, og det har selvfølgelig også spillet en rolle - for jeg ved, hvor god en træner og person Frederik er, så det har også været vigtigt for mig, lyder det fra den nyslåede Brøndby-spiller.

Benjamin Schmedes glæder sig over at få en ny dansk spiller i en god alder, der er godt skolet.

- Oliver kender Superligaen indgående, og så er han en dynamisk og offensiv højre back med fart i fødderne, som altid leverer en stor arbejdsindsats og passer godt ind i den måde, vi ønsker at spille på i Brøndby IF, siger Brøndbys fodbolddirektør.

Stort tillykke med kontrakten, Oliver - og vi ser frem til at følge dig igen på de danske baner.