Den 22-årige midtbanespiller har nu papir på samarbejdet med Genoa frem til sommeren 2028.
Morten Frendrups fodboldmæssige udvikling er kun gået én vej, siden han i begyndelsen af 2022 skiftede Brøndby IF ud med Genoa, som dengang spillede i Serie B i Italien.
I dag står den på Serie A, og det er med Morten i en central rolle på midtbanen.
Han var med til at blive mester med Brøndby IF i 2021, dernæst fulgte en oprykning til Italiens bedste fodboldrække med Genoa, og nu spiller Morten med og mod nogle af spillets største stjerner i en klub, som ser ud til at etablere sig blandt de bedste hold i støvlelandet.
Den fodboldmæssige udvikling har landstræner Kasper Hjulmand også noteret sig - han udtog nemlig Morten i slutningen af 2023, men sygdom forhindrede dog Genoa-spilleren i at få en mulig debut for Danmark.
- Både Genoa, men også mig og mit hold, har haft stor interesse i at forlænge, for det er et super sted at være. Det en klub i stor fremgang, så jeg føler, det er et sted, jeg kan blive ved med at udvikle mig, har Morten blandt andet udtalt til TV 2 efter kontraktforlængelsen.
Stort tillykke med forlængelsen, Morten - den er meget fortjent, og vi ser frem til mange flere store oplevelser sammen.