Alle nyheder
May 6, 2023

Morten Frendrup er klar til serie A

Genoa er to runder inden sæsonafslutningen sikker på at vende tilbage til Italiens bedste fodboldrække.

Der var i overført betydning ild i Stadio Luigi Ferraris i Genoa lørdag den 6. maj.

Det blev nemlig dagen, hvor Genoa C.F.C. efter bare et års fravær sikrede sig tilbagevenden til den bedste fodboldrække i Italien, Serie A.

Hos hjemmeholdet var Morten Frendrup som vanligt med i startopstillingen, og han spillede hele kampen mod Ascoli, der endte med en Genoa-sejr på 2-1, og da Bari kun fik 1-1 i sit opgør mod Modena, kunne oprykningsfesten gå i gang i norditalienske Genoa.

Morten har i den grad været en stor del af oprykningen, da han blot har misset en enkelt kamp i denne sæson, og nu kan han sammen med holdkammeraterne igen se frem til at møde storklubber som Milan, Inter, Juventus og Roma i den kommende sæson.

Kæmpe triumf for Morten og resten af Genoa-mandskabet, og vi glæder os til at følge med i Serie A i den kommende sæson.

God fest til Morten og Genoa.