Alle nyheder
February 15, 2024

Minderig aften for FCK-debutant i Parken

Personligt var en scoring i FCK- samt Champions League-debut for Magnus Mattsson en succes - men Manchester City var for stærk.

Efter 13 dage som FCK-spiller debuterede Magnus Mattsson forleden på sin nye hjemmebane i Parken.

En debut er i sig selv speciel, men rammerne for Magnus' debut var løftet op på et helt andet niveau.

For det første var det også Champions League-debut for ham. For det andet skabte de små 36.000 tilskuere i Parken en fuldstændig vild og intens stemning. Og for det tredje var modstanderen et af verdens bedste klubhold fra Manchester City.

FCK-cheftræner Jacob Neestrup valgte Magnus til københavnernes startopstilling mod City-stjernerne, og efter en halv time eksploderede Parken, da værterne udlignede til 1-1 - målscorer Magnus Mattsson.

Med en unik og tempereret inderside-afslutning udnyttede han en grim fejl i gæsternes defensiv, men det var dog ikke nok på den lange bane - City viste klassen og endte med at vinde 3-1.

- Det var selvfølgelig en glædesrus, en super forløsning og en fed følelse at kunne juble med alle FCK-fansene, sagde Magnus blandt andet efter kampen, hvor han også understregede, at han selvfølgelig tror på miraklet i returkampen i Manchester - et opgør som spilles den 6. marts.

- Det var dejligt. Det var en fed kulisse, lige som jeg havde håbet på, men det er klart, det er en bitter følelse lige nu, efter de scorede i overtiden, sagde FCK-målscoreren.

Stort tillykke med scoring og debut, Magnus - fantastisk entré i nationalarenaen.