Alle nyheder
August 17, 2023

Mæhle skifter til den tyske Bundesliga

Landsholdsbacken har underskrevet en fireårig kontrakt med VfL Wolfsburg

I fodboldafdelingen i Østervrå IF i Vendsyssel er der ledere, som i disse dage går rundt og smiler lidt mere end vanligt.

Især Daniel Mæhle, som er formand for fodboldafdelingen, og han har sandsynligvis kendt til, at de store smil ville komme, for de skyldes lillebrors skifte fra italienske Atalanta til den tyske Bundesligaklub VfL Wolfsburg.

Det giver nemlig nye penge til den nordjyske klub, at Joakim Mæhle har underskrevet en fireårig aftale med VfL Wolfsburg, hvor han allerede har fået debut i pokalkampen mod Makkabi Berlin, hvilket endte med en sikker 6-0 sejr til Bundesligamandskabet.

I Wolfsburg får Joakim hjemmebane på Volkswagen Arena, og han får Niko Kovac som cheftræner i en klub, der indleder den nye Bundesligasæson lørdag, hvor Joakim og holdkammeraterne er værter for oprykkerne fra FC Heidenheim.

Den første fodboldopdragelse i Østervrå blev for Joakim udskiftet med et ophold hos AaB, inden han skiftede til K.R.C. Genk i Belgien, og i 2021 rykkede han til italienske Atalanta, hvor han nåede 96 kampe i serie A.

"Skiftet til Wolfsburg er en stor udfordring for mig, som jeg ser meget frem til. Jeg har fået værdifuld erfaring fra serie A, og nu fokuserer jeg på at bevise mig i Bundesligaen", siger Joakim blandt andet til VfL Wolfsburgs hjemmeside.

Landsholdsspilleren, som i skrivende stund står noteret for 37 A-landskampe og ni scoringer for Danmark, modtog i år den fine, nordjyske fodboldpris, Årets Guld Harald.

Stort tillykke med den nye kontrakt, Joakim - vi glæder os til at følge dig i Bundesligaen.