Oliver Christensen har underskrevet en femårig aftale med serie A-klubben Fiorentina.
Det hele begyndte i Kerteminde for Oliver Christensen.
Det var dengang, målmanden fik sit tilnavn "Gribben fra Kerteminde", fordi han ofte havde en gribbe-trøje med, når han var på fodboldtur med barndomsklubben i hjembyen.
Siden styrede han mod Odense og landede i OB, derfra fløj han videre til Hertha Berlin i Tyskland, og nu har den 24-årige Oliver efter en længere tur slået sig ned i Toscanas hovedstad Firenze.
Her har Oliver underskrevet en femårig kontrakt med serie A-klubben Fiorentina, og dermed følger han i fodsporene på danske profiler som Brian Laudrup og Martin Jørgensen.
Hjemmebanen bliver i fremtiden Stadio Franchi med plads til godt 43.000 tilskuere, og Oliver nåede at optræde 38 gange for Hertha Berlin, mens det blev til 71 kampe for OB, hvor han for alvor etablerede sig som en af landets bedste målmænd.
Oliver, som også er en del af målmandsteamet omkring det danske landshold, sender varme ord i retning af sin nu forhenværende klub i den tyske hovedstad.
"Det har været en stor fornøjelse at spille for Hertha Berlin og klubbens fantastiske fans. Jeg vil for altid bære minderne fra klubben og byen med mig", siger han blandt andet til Hertha Berlins hjemmeside.
Nu venter en fremtid i det passionerede fodboldland Italien, hvor Fiorentina i den forgangne sæson sluttede som nummer otte i landets bedste række, og Oliver ser frem til at prøve sig selv af i Serie A.
Kæmpe stort tillykke med kontrakten, Oliver - vi glæder os til at følge dig og din videre udvikling på italiensk græs.