Oliver Christensen er ny mand hos Sturm Graz i Østrig, og den danske målmand glæder sig til udfordringen hos det forsvarende mesterhold.
Oliver Christensen skifter Italien ud med Østrig.
Den danske målmand skal frem til årsskiftet hjælpe SK Sturm Graz på vejen mod europæisk fodbold og et nyt mesterskab i Østrig, og lejeaftalen passer Fiorentina-keeperen godt.
- At have mulighed for at konkurrere med Sturm i ligaen, cuppen og europæiske turneringer er fantastisk for mig. Jeg ser virkelig frem til de kommende måneder og håber, at jeg kan hjælpe holdet med mine kvaliteter, siger Oliver Christensen til klubbens hjemmeside.
SK Sturm Graz har fem mesterskaber og syv pokaltitler på CV'et, og Olivers fremtidige arbejdsplads hedder Merkur Arena i Graz i det sydlige Østrig.
- Forhandlingerne med ledelsen i SK Sturm Graz var virkelig positive, og med det samme overbeviste de mig om dette lejeophold, fortæller Oliver.
Stort tillykke med skiftet, Oliver - vi ser frem til at følge dig både i Østrig og på den europæiske scene.
SK Sturm Graz indledte sit titelforsvar med en 2-0 sejr på udebane mod LASK, og næste opgave i ligaen er en hjemmekamp mod Rapid Wien.