Den danske målmand har netop sat sin signatur på en ny aftale med Bundesligaklubben.
Da Frederik Rønnow i 2021 trådte ind ad døren hos Union Berlin for første gang, var det startskuddet til et stærkt samarbejde.
Blandt andet symboliseret ved, at Union-fansene tre år i træk har kåret Frederik som årets spiller i den tyske hovedstadsklub, og derfor kommer det heller ikke som det store chok, at parterne netop har forlænget samarbejdet.
En aftale som glæder Frederik:
- Union er ikke bare en klub for mig. Det er et sted, hvor jeg ikke kun bliver set og værdsat som spiller, men også som person. Det tætte bånd til fansene er meget specielt. Du kan mærke støtten i alle kampe og alle momenter. Holdånden og den tillid, jeg mærker her, betyder også rigtig meget for mig, siger Frederik blandt andet til klubbens hjemmeside efter forlængelsen.
Der er også tilfredshed hos Union Berlin-direktør Horst Heldt, der som spiller selv havde en stor karriere i den tyske Bundesliga:
- Frederik er en utrolig målmand, der med sine kvaliteter, sin erfaring og sin personlig er en nøglefigur på vores hold. Vi er meget glade for, at han har besluttet sig for at fortsætte hos os, lyder det fra Horst Heldt.
33-årige Frederik repræsenterede i Danmark AC Horsens, Esbjerg fB og Brøndby IF, mens han i Tyskland har spillet for Eintracht Frankfurt og Schalke 04, inden han i 2021 skiftede til Union Berlin.
Derudover står han noteret for 10 A-landskampe for Danmark.
Stort tillykke med forlængelsen, Frederik - vi glæder os til at følge din indflydelse på banen og i klubben i de kommende år.