Alle nyheder
June 26, 2023

Første udlandseventyr til Sebastian Jørgensen

Offensivspilleren skifter Silkeborg IF ud med den svenske traditionsklub Malmø FF.

Sebastian Jørgensen forlader Søhøjlandet, som han kender indgående.

Den 23-årige offensivspiller har nemlig underskrevet en kontrakt med svenske Malmø FF, som løber frem til udgangen af 2027.

Han fik sin tidlige fodboldopdragelse i HA85, men allerede som 10-årig skiftede han til Silkeborg IF, hvor han i 2018 debuterede på klubbens bedste hold.

Siden blev det til 129 kampe og 32 mål i den røde SIF-trøje, men i de kommende år spiller han i lyseblåt hos Malmø FF.

"Malmö FF er en storklub i Skandinavien, og jeg er glad for og stolt af at tage det næste skridt i min karriere. Det bliver spændende at prøve mig af på så højt niveau, og jeg glæder mig rigtig meget til udfordringerne", siger Sebastian Jørgensen blandt andet til Silkeborg IF's hjemmeside.

Som Silkeborg-dreng har det altid været en drøm for Sebastian at spille for Silkeborg IF, og han understreger, at det har været en ære at trække den røde trøje over hovedet.

"Det har det også været at optræde på JYSK Park foran klubbens fantastiske fans, og jeg kommer til at følge klubben tæt, og hvem ved ..., måske får jeg en dag chancen for at komme tilbage", siger Sebastian Jørgensen.

I Malmø FF får Sebastian tildelt trøje nummer 14.

Stort tillykke med kontrakten, Sebastian - vi glæder os til at følge dig tæt i Allsvenskan.