Alle nyheder
February 9, 2024

En speciel følelse for Valdemar Lund

Trods sine blot 20 år er Valdemar Lund allerede en rutineret forsvarsspiller med titler på sit cv - nu er FC København skiftet ud med norske Molde FK.

Det var ikke kun en speciel følelse for Valdemar Lund, da han sagde farvel til FC København og holdkammeraterne - følelsen var præcis den samme hos hovedstadsklubben.

Valdemar blev efter en fodboldopdragelse i AB Tårnby og Sundby Boldklub en del af FCK's talentmiljø, og i sommeren 2021 blev den høje midterforsvarer rykket op i klubbens A-trup.

Her nåede han 45 kampe og to scoringer, inden han i det seneste transfervindue satte sin signatur på en fireårig aftale med norske Molde FK.

- Det er en speciel følelse at rejse videre, for jeg elsker F.C. København, og det vil altid være min klub, men jeg er også nødt til at tænke på min udvikling, og hvordan jeg når det højest mulige niveau, sagde Valdemar blandt til FCK's hjemmeside, da skiftet blev officielt.

Valdemar, som også er en del af det danske U21-landshold, erkender dog, at han skal gøre noget andet med sin karriere.

- Jeg skal spille flere kampe, end jeg har gjort på det seneste i FCK, og derfor er det den rigtige beslutning at prøve noget andet, slår han fast.

Hos FC København er cheftræner Jacob Neestrup tydeligvis berørt af afskeden med en ung spiller, han har arbejdet meget med.

- Det gør ondt at sige farvel til Valdemar Lund, som er en af vores egne unge spillere, som rigtig mange dygtige trænere har været med til at uddanne og udvikle gennem mange år. Han er en ægte FCK'er, som har haft et ønske om at komme væk efter meget, meget svære overvejelser. Det har ikke altid været nemt for Valdemar, men jeg vil huske - og jeg synes at alle andre skal huske - at han var en af de spillere, som spillede FCK til The Double i foråret i en ekstremt presset situation, lød det blandt andet fra FCK-træneren efter offentliggørelsen af skiftet, inden han tilføjede:

- Valdemars jagt på kontinuerlig spilletid, som hans talent berettiger ham til, bliver nu i Molde, og alle i F.C. København og ikke mindst jeg selv, ønsker ham rigtig mange gange held og lykke.

Valdemar er allerede i gang med arbejdet hos sin nye arbjedsgiver, hvor cheftræner Erling Moe glæder sig over tilgangen.

Det er en forsvarsspiller, som komplimenterer det, vi i klubben gerne vil og kan. Han har bevist sig på højeste niveau hos FCK, og han kommer til os for at udvikle sig yderligere. Han kommer til at passe perfekt ind i den måde, vi ønsker at spille fodbold på, siger Erling Moe.

Stort tillykke med den nye kontrakt, Valdemar - vi glæder os til at se dig brænde den norske liga af.