Alle nyheder
August 18, 2025

Defensiv forstærkning indtager Nørreskoven

22-årige Valdemar Lund fik sin fodboldopdragelse i FC København, men efter et ophold i norske Molde FK, er forsvarsspilleren atter på dansk græs hos Vejle Boldklub, hvilket både glæder klub og spiller.

Selv om han kun er 22 år, er det efterhånden fire år siden, Valdemar Lund fik sine første minutter i Superligaen for FC København.

Siden nåede han 45 kampe for FCK-mandskabet, inden han i begyndelsen af 2024 skiftede til den norske storklub Molde FK.

Nu er Valdemar tilbage på dansk græs, og selv om accenten er jysk, er der fortsat Superligafodbold i vente hos Vejle Boldklub for Sundby-drengen.

Parterne har underskrevet en lejeaftale for denne sæson, og den er med en købsoption på allerede aftalte vilkår.

- Selvom Valdemar kun er 22 år, ankommer han med stor seniorerfaring i form af flere end 100 kampe på topniveau i Skandinavien, hvor han undervejs er blevet matchet på højt europæisk niveau hos både F.C. København og Molde FK, siger VB-sportsdirektør Mikkel Hemmersam til klubbens hjemmesiden, og han tilføjer:

- Vi får en moderne forsvarsspiller med en god størrelse og med nogle gode færdigheder på bolden, siger Mikkel Hemmersam, der glæder sig over øget konkurrence i defensiven.

I Molde FK nåede forsvarsspilleren 50 kampe siden skiftet, men nu ser han frem til at være en del af projektet i Nørreskoven.

- Vejle Boldklub er en rigtig god mulighed for mig lige nu. Den udvikling, klubben har været igennem på det seneste, har imponeret mig, og mine samtaler med Ivan Prelec og Mikkel Hemmersam har kun bekræftet mig i, at der er gode perspektiver i at komme til Vejle, siger Valdemar, der også har noteret sig, at han er landet i en fodboldglad by med store traditioner.

- Jeg ved, at Vejle er en ægte fodboldby med passionerede fans, der står bag holdet. Der er en atmosfære og energi i Nørreskoven, som er helt speciel, siger den nyeste VB-spiller.

Kæmpe stort tillykke med kontrakten - vi ser frem til at følge dig i den danske Superliga igen.