Alle nyheder
November 19, 2023

BTAM-duo åbnede døren til EM i Tyskland

Danmark er klar til EM efter en farverig og festlig aften i Parken.

Det endte godt og lykkeligt, da Danmark i Parken mødte Slovenien i EM-kvalifikationen.

En dansk sejr ville sende landsholdet til næste års EM-slutrunde i Tyskland, og det var præcis, hvad danskerne og et fyldt Parken fik.

2-1 stod der på måltavlen efter et opgør, hvor landstræner Kasper Hjulmand havde valgt Joakim Mæhle fra Wolfsburg som højre kant, mens Bologna-spiller Viktor Kristiansen spillede på venstrekanten.

Sidstnævnte beviste, at han fortsat befinder sig godt i Danmarks nationalarena, for den tidligere FCK-spiller leverede en flot præstation, som han kronede efter en lille halv time, hvor en BTAM-duo åbnede EM-festen.

Fra venstre sendte Viktor et skarpt indlæg ind i feltet, og her dukkede Mæhle som mange gange før op og sendte danskerne i front.

Dermed var fundamentet skabt for 2-1 sejren, og undervejs kom Morten Hjulmand fra Sporting også i aktion.

Stort tillykke med assist, scoring og ikke mindst kvalifikationen til EM-slutrunden i Tyskland - vi glæder os så meget til at følge med.