Vejle Boldklub har på det seneste haft stor glæde af en solid defensiv, og en af klubbens unge profiler har haft en hovedrolle.
Han blev tidligt i sin karriere sat tilbage med en korsbåndsskade, men 20-årige Oliver Provstgaard er for længst tilbage.
Månedens unge spiller i februar i Superligaen er den seneste anerkendelse, der er landet hos den stærke midterforsvarer, som i Vejle Boldklub har spillet en stabil og vigtig rolle i vejlensernes stærke defensive præstationer på det seneste.
Oliver har spillet fuld tid i samtlige kampe i denne sæson, og han har sammen med holdkammeraterne i høj grad åbnet bundkampen op.
De fleste pegede på Hvidovre IF og Vejle Boldklub som sikre nedrykkere i denne sæson, men det virker til, at Oliver og resten af VB'erne har til sinde at gøre den forudsigelse til skamme, selv om der venter jyderne en svær udekamp i Brøndby søndag.
Kæmpe stort tillykke med den fortjente pris, Oliver.