Alle nyheder
June 14, 2022

Jonathan Asp skifter til en af verdens største klubber

Til sommer skifter 16-årige Jonathan Asp til en af de største adresser i international fodbold.

FC Midtjylland-spilleren, der levede sine første fodboldår hos Gauerslund IF, har underskrevet en fireårig kontrakt med Bayern München, hvor der er glæde over at få tilknyttet det store midtbanetalent.

- Vi har fulgt Jonathan gennem et længere tidsrum. FC Midtjylland er kendt for sit fremragende ungdomsarbejde, og vi glæder os over, at et lovende talent med særlige evner på sin position kommer til vores akademi, siger Jochen Sauer, der er leder af Bayern Münchens campus, hvor akademispillerne holder til.

Også Holger Seitz, sportslig leder af Bayern Münchens campus glæder sig:

- I Jonathan har vi tilknyttet en meget interessant spiller. Han er kendetegnet ved stor spilintelligens, han er meget løbestærk og målfarlig. Fysisk ser vi stadig en del udviklingspotentiale hos ham.

FC Midtjyllands akademi har siden etableringen i 2004 skabt mange talenter, der er solgt til udlandet, og akademichef Flemming Broe ser frem til at følge Jonathan hos den tyske storklub.

- Det er et klap på skulderen til både Jonathan og vores akademi, at en Champions League-klub som Bayern München banker på med stor interesse for ham. Det har vi lyttet til, og vi har indgået en aftale, som glæder alle parter, siger akademichefen.

Jonathan underskrev for et år siden en akademikontrakt i FC Midtjylland, og han har siden spillet på U17-holdet, hvilket han fortsætter med sæsonen ud, inden nye, spændende udfordringer venter hos Bayern München.

Kæmpe stort tillykke med kontrakten, Jonathan - vi glæder os til at følge din fortsatte udvikling på en af de fineste adresser i europæisk fodbold.