William ny FCK-anfører

Han har prøvet det før, nemlig i det meste af sæsonen 2010/11, og nu bærer William Kvist igen anførerbindet i FC København.

Ståle Solbakken har udpeget William som arvtager efter Mathias "Zanka" Jørgensen, som skal videre med sin karriere i udenlandsk fodbold, og for William bliver det en stor ære at bære anførerbindet i ikke kun Danmarks førende klub - men også i sin egen barndomsklub.

Solbakken kalder valget af William for naturligt, mens den nye FCK-anfører glæder sig til at fortsætte med at støtte de unge spillere i truppen og være den leder, en anfører skal være.

Stort tillykke til William med anførerbindet.