Oliver Sørensen rykker til FC Fredericia
I sommeren 2020 debuterede Oliver Sørensen (Foto: Getty Images) for FC Midtjylland i et opgør mod FC København, og i alt står den 18-årige midtbanespiller noteret for to kampe for mesterklubben.
I de kommende måneder trækker han dog FC Fredericias trøje over hovedet, da parterne har underskrevet en lejeaftale gældende frem til 30. juni 2021.
Oliver skal i 1. divisionsklubben skaffe sig endnu mere erfaring på top- og seniorniveau, og han kommer med en solid ballast fra sin ungdomstid, hvor det blandt andet blev til Youth League-kvartfinaler, mere end 30 ungdomslandskampe samt en rolle som anfører på henholdsvis U17- og U19-holdet hos FC Midtjylland.
- Oliver er et toptalent, og han har mindsettet til at gå hele vejen, siger FC Midtjyllands sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside.
Oliver kommer til en klub, som lige nu er placeret som nummer fire i den næstbedste række, og den dynamiske midtbanespiller bliver en del af et mandskab, der traditionelt er et boldbesiddende hold.
Masser af held og lykke, Oliver - vi glæder os til at følge med.