Endnu et FCK-talent forlænger
Forleden satte 17-årige Rasmus Højlund sin signatur på en kontraktforlængelse med FC København, og nu har endnu et af klubbens store talenter gjort det samme.
Victor Kristiansen (Foto: FCK) fyldte forleden 18 år, og den unge FCK'er fik en forsinket fødselsdagsgave i form af en kontraktforlængelse, som binder Victor og hovedstadsklubben sammen til udgangen af 2023.
- Det er en rigtig stor dag for en spiller som mig, der har været i KB siden, jeg var fire år gammel. Det har været fedt at snuse til førsteholdet i de indhop, jeg har fået, og det har givet mig endnu mere blod på tanden i forhold til at arbejde hårdt og udvikle mig så meget som muligt, siger Victor til FC Københavns hjemmeside.
Planen er, at Victor færdiggør sin uddannelse til sommer, og derefter bliver han en fast del af den bedste trup hos københavnerne.
- Spillemæssigt er Victor et rigtigt powerhouse, som faktisk ligner en seniorspiller allerede. Nu får han mulighed for at slå sit navn fast på mere permanent basis, og vi ser store perspektiver i ham fremadrettet, slår sportslig leder William Kvist fast.
Victor står allerede noteret for to kampe for FC København, og han får mulighed for at øge antallet søndag, når FCK på hjemmebane møder OB i Superligaen - iøvrigt i lighed med Rasmus Højlund, som også er en del af cheftræner Jess Thorups trup til opgøret mod fynboerne.
Kæmpe stort tillykke med kontraktforlængelsen, Victor - vi ser frem til mange spændende år i fremtiden.