Vigtig sejr til Winston og West Ham

Det blev en nervepirrende forestilling, da West Ham hjemme på London Stadium tog imod Swansea i den engelske Premier League.

Begge mandskaber mødte op med en ambition om at slippe væk fra den tungere ende af ligaen, og selv om det tog sin tid, var det værterne, der sikrede sig de forløsende tre point.

Winston Reid (Foto: Getty Images) var sædvanen tro med i det centrale forsvar hos West Ham, og han var dermed en del af årsagen til, at Swansea-mandskabet ikke fik scoret. Det gjorde West Ham til gengæld en enkelt gang, da Sakho i sidste minut scorede kampens enlige mål til voldsom jubel for de fleste af de små 57.000 tilskuere.

Med sejren rykkede West Ham væk fra de tre nedrykningspladser - og næste opgave efter landskampspausen er en udebanekamp mod Burnley.