Tillykke med mesterskabet, Nicklas

Uden at spille blev Nicklas Bendtner (Foto: RBK) og Rosenborg BK norsk mester, da nærmeste forfølger, Molde, lørdag aften tabte på hjemmebane mod Kristiansund.

Dermed vandt Trondheim-klubben mesterskab nummer 25, det tredje i træk, og i Norges førende avis VG holder fodboldkommentator Leif Welhaven sig ikke tilbage med ros til Nicklas.

Under overskriften "La oss bukke for Lorden" skriver han blandt andet, at der er kommet flere og flere af de øjeblikke, ingen i den norske Elitserie gør Nicklas efter, og han optræder som en moden mand, der synes, det er sjovt at spille fodbold.

Rosenborg BK-mandskabet skal i kamp søndag aften på udebane mod Aalesund, og her skal Nicklas jagte topscorertitlen, hvor han med sine 17 sæsonscoringer er i en god position til også at hente den hæder til Trondheim.

Leif Welhaven slutter sin kommentar med at skrive: Gratulerer med gullet, Lord Bendtner. Dette har du virkelig fortjent.

Spot on fra Welhaven - og også herfra et respektfyldt og stort tillykke - samt held og lykke med at jagte topscorertitlen.