Thychosen forlænger med FC Midtjylland

Efter et succesfuldt lejeophold hos AC Horsens er 20-årige Mads Døhr Thychosen (Foto: FC Midtjylland) tilbage hos topholdet FC Midtjylland.

Det fejrede han med at sætte sin underskrift på en kontraktforlængelse, så parterne nu har papir på hinanden frem til sommeren 2023.

Mads har vekslet en tilværelse som angriber med en position som højre back, hvilket han også spillede i AC Horsens, og hos FC Midtjylland er der store forventninger til, at Mads løfter højre back-arven efter Rasmus Nissens skifte til den hollandske storklub Ajax.

- I FC Midtjylland er vi ekstremt glade for at have forlænget kontrakten med Mads. Han har gennemgået en imponerende udvikling, siden han blev en del af Akademiet. Det er en spiller, der blev omskolet fra angriber til højre back, hvilket fortæller meget om Mads’ omstillingsparathed og fodboldmæssige kvaliteter. I Horsens har Mads så bevist, at han er klar til at tørne ud i højresiden for FC Midtjylland, fortæller sportschef Svend Graversen til klubbens hjemmeside.

Mads kom til FC Midtjyllands fodboldakademi i 2014, og siden har han udviklet sig til i dag at være den oplagte afløser som højre back på klubbens bedste mandskab.

- Jeg har altid trivedes i FC Midtjylland, og jeg håber på at kunne være her i mange år endnu. Jeg glæder mig helt vildt til at tage hul på forårssæsonen, hvor vi forhåbentligt går noget stort i møde, siger Mads Thychosen til FC Midtjyllands hjemmeside.

Stort tillykke med kontraktforlængelsen, Mads - vi glæder os til at se dig tage endnu et vigtigt skridt i din karriere.