Stortalent vælger BTAM

Det er med stor glæde, at BTAM præsenterer Magnus Mattson (Foto: Silkeborg IF) som ny spiller i virksomheden.

Magnus er et af landets største talenter samt U19-landsholdsspiller, og han er til daglig tilknyttet Superligaklubben Silkeborg IF, hvor han debuterede den 27. august 2017.

- For mig var det vigtigt at finde en professionel agentvirksomhed, som gør mig tryg, og det får jeg i skikkelse af Brian Steen Nielsen og BTAM. Det er det perfekte match, siger Magnus Mattson.

Offensivspilleren, som fylder 19 år søndag den 25. februar, har netop spillet sin første kamp fra start hos Silkeborg IF, og han håber, han i de kommende år kan udvikle sig yderligere i klubben.

- Nu har jeg kompetente og professionelle folk til at styre kontraktforhandlingerne og lignende, og det giver mig mulighed for at fokusere på min fodboldmæssige udvikling, siger Silkeborg-spilleren, der har kontrakt med klubben frem til udgangen af 2018.

Også hos BTAM er der tilfredshed med aftalen - for som Brian Steen Nielsen siger, venter der Magnus en god og fin fremtid som fodboldspiller.

- Han er en atypisk spiller på den gode måde, blandt andet på grund af sin fart, og han bliver kun bedre i takt med, han får endnu flere kampe i Superligaen. Derudover kendetegner stor mental styrke Magnus - så på alle måder en meget spændende spiller, lyder det rosende fra Brian Steen Nielsen.

Held og lykke, Magnus, vi ser frem til at følge din udvikling tæt i de kommende år - vi tror på, det bliver både sjovt og godt.