Stortalent forlænger med fire år

Et af dansk fodbolds største talenter, Mikkel Damsgaard (Foto: BTAM), har netop forlænget sin kontrakt med FC Nordsjælland.

Den 18-årige offensivspiller har udviklet sig med voldsom hast den seneste tid, og det har nu kastet en fireårig kontraktforlængelse af sig, således Mikkel og FC Nordsjælland har papir på hinanden til sommeren 2022.

- Vi er glade for, at endnu én af vores egne akademispillere har vist, at han kan tage skridtet ind i Superligatruppen og på holdet. Mikkel har arbejdet godt og målrettet med sin udvikling sammen med vores trænere, og på trods af at der stadig mangler lidt muskler, har han vist, hvor langt man kan nå med et stort spilintellekt, siger FC Nordsjællands sportschef Carsten V. Jensen til klubbens hjemmeside.

Mikkel har trods sin unge alder allerede 18 Superligakampe på sit cv, og der er ingen tvivl om, at der kommer mange flere, hvis han fortsætter med at udvikle sig på samme måde som hidtil.

- Jeg er super glad lige nu. Det viser, at klubben har tiltro til mig, og at jeg har gjort det godt nok. Nu skal jeg arbejde endnu mere med at bygge på. Også med muskler og vægt, så jeg kan bevæge mig hurtigere og stå bedre imod i nærkampene, siger Mikkel til fcn.dk.

Stort tillykke med kontraktforlængelsen, Mikkel - vi glæder os til at følge din fortsatte udvikling som fodboldspiller og menneske.

På billedet er Mikkel flankeret af Carsten V. Jensen (til venstre) og BTAM's Jens Ørgaard.