Stort skulderklap til Oliver Christensen

Oliver Christensen (Foto: OB) har allerede fået sin debut på fynboernes bedste mandskab, blandt andet stod han en flot kamp i sin Superligadebut på Brøndby Stadion i efteråret 2018, og nu har den unge målmand fået et stort skulderklap.

OB har nemlig valgt at forlænge den gældende aftale mellem parterne med tre år, så Oliver er i klubben frem til sommeren 2023.

- Det er sjældent, at vi ser så store målmandstalenter, som tilfældet er med Oliver Christensen. Jeg har tidligere oplevet Frederik Rønnows unge år som seniorspiller i Horsens, og Oliver har absolut forudsætningerne for at nå mindst ligeså langt, siger OB-sportschef Jesper Hansen til klubbens hjemmeside.

Oliver glæder sig også over, at fremtiden nu er på plads fodboldmæssigt.

- Det er et kæmpe skulderklap at forlænge allerede nu, og det viser, at klubben tror på mig, siger Oliver til OB's hjemmeside.

Stort tillykke med forlængelsen - vi glæder os til at se meget mere til Oliver i de kommende år.