Stor triumf for Jønsson

BTAM var repræsenteret i den tyrkiske pokalfinale 2017 i skikkelse af Jens Jønsson, der sammen med Konyaspor oplevede en historisk triumf ved at vinde finalen efter straffesparkskonkurrence mod Basaksehir.

Op til kampen var Jens tvivlsom på grund af en fiberskade, men han var med i 75 minutter, inden han måtte lade sig skifte ud på grund af skaden.

På det tidspunkt var stillingen 0-0, og det var den frem til straffesparkskonkurrencen, hvor Konyaspor viste sig at være bedst.

Det blev traditionen tro en vild oplevelse, og undervejs var det nødvendigt at rydde et tilskuerafsnit på stadion, da fyrværkeri fra ellevilde Konyaspor-fans regnede ned over tilskuerne. Da finalesejren kom i hus, invaderede Konyaspor-fans banen for at fejre klubbens ubetinget største sejr til dato.

Stort tillykke til Jens med pokaltitlen - stærkt gået.