Sindig nordjyde klar til næste skridt

Man kan sige meget om Joakim Mæhle, for eksempel at han er en dygtig og talentfuld fodboldspiller, der greb chancen, da cheftræner Lars Søndergaard gav den unge spiller chancen på AaB's bedste fodboldmandskab. Men man kan også sige, at han er en sindig nordjyde med begge ben solidt plantet i de nordjyske jorde. For det er han.

Jo, vel er han glad for sin nye kontrakt med AaB, der løber til sommeren 2020, men han er samtidig ydmyg, selv om han altid har drømt om at spille på førsteholdet i Aalborgs førende fodboldklub.

- Det er en meget stor ting for mig. Jeg har spillet i AaB, siden jeg var 12 år, og alle år drømte jeg om at spille på klubbens bedste hold, så jeg er meget tilfreds med forlængelsen, siger Joakim Mæhle, der fik sin spæde fodboldopdragelse i Østervrå IF.

I sommers blev han rykket op i Lars Søndergaards Superligatrup, og Joakim greb straks chancen. Han står i skrivende stund noteret for 11 førsteholdskampe og en enkelt scoring.

- Der er sket mange ting på kort tid, men jeg forsøger at holde begge ben på jorden. Jeg er meget bevidst om, at jeg ikke bliver fanget i opturen, for det kan hurtigt gå den anden vej igen, selv om det indtil videre er gået fornuftigt, lyder det beskedent fra AaB-spilleren, der for nylig indledte et samarbejde med BTAM, der nu varetager stortalentets fodboldmæssige interesser.

- For mig var det vigtigt med et forhold båret af tillid, og det fornemmede jeg fra første møde med BTAM. De hjalp mig meget med det samme og frem mod kontraktforlængelsen, så mit valg viste sig straks at være det rigtige for mig og min karriere, siger Joakim Mæhle.