Simon Poulsen vender hjem

Man kan godt sige, ringen er sluttet. Eller måske, for i fodbold ved man aldrig, som 32-årige Simon Poulsen (Foto: Getty Images) siger. Venstrebensspilleren returnerer til barndommens gade, da han har underskrevet en to-årig kontrakt med Superligaklubben Sønderjyske - den klub der via FC Midtjylland var startskuddet til en udenlandsk karriere i Sampdoria i Italien samt hollandske AZ Alkmar og PSV Eindhoven.

På et flot cv står der også 25 ungdomslandskampe samt 31 A-landskampe, og i Sønderjyske er Simon allerede en del af klubbens Wall of fame. For Sønderjyske er tilgangen af en profil som Simon et klart signal om, at sønderjyderne stadig vil være en del af den danske fodboldtop, selv om flere spillere har forladt klubben i dette transfervindue. For Simon er glæden over udsigten til fast spilletid stor, og han ser ligeledes frem til at komme tættere på familien.

"Jeg vidste, at jeg på et tidspunkt skulle tilbage til klubben og den landsdel, som jeg holder så meget af. I forhold til situationen i Holland følte jeg, at SønderjyskE var den rigtige løsning for mig, både med hensyn til det sportslige og ikke mindst det private med familien og min kæreste", siger Simon blandt andet til Sønderjyskes hjemmeside.

Han ser frem til igen at træde ind på den bane, hvor det hele begyndte, og nu er det endegyldigt slut med at være reserve i en stærk PSV Eindhoven-trup. Nu skal der spilles fodbold, og Simon er klar til at bevise, at han fortsat har noget at byde ind med. Stort tillykke med kontrakten til Simon - og velkommen hjem.