Simon og Lasse i Euroman

I det seneste nummer af Euroman optræder to af BTAM's spillere i en artikel af Christian Mohr Boisen. Han var sammen med fotograf Andreas Houmann med, da det danske fodboldlandshold var til officiel fotografering i den nye spilledragt fra Hummel.

Simon Poulsen, der i dag er på kontrakt hos den hollandske storklub PSV Eindhoven, fortæller blandt andet, at han fik sin første fodboldtrøje som 10-årig på en sommerferie i Holland, og trøjen var ironisk nok en Ajax-trøje ...,  og så afslører han, at i sin samling af fodboldtrøjer er der specielt én, der betyder meget for ham. Det er en landsholdstrøje fra New Zealand, og den fik han af sin nære ven Winston Reid, efter han til VM-slutrunden i Sydafrika i 2010 sikrede New Zealand landets første VM-point med en scoring i overtiden mod Slovakiet.

Også Lasse Vibe optræder i magasinet, og han beretter blandt andet om den grimmeste trøje, han nogensinde har spillet i - det var udebanetrøjen hos FC Fyn, som ifølge Lasse var et telt i orange. Hvis Brentford-spilleren efter et tabt væddemål blev tvunget til at iføre sig en klubtrøje, han ikke kunne lide, ville valget stå mellem Brøndby IF, som Lasses tidligere klub AGF ikke er så vild med, eller AIK Stockholm og Malmø FF, der er rivaler til IFK Gøteborg, hvor Lasse ligeledes har en fortid.