Reid spillede igen til nul

Midt i december 2016 spillede West Ham FC og Winston Reid (Foto: Getty Images) senest til nul, da Hammers på hjemmebane vandt med 1-0 over Hull City i den engelske Premier League. Lørdag eftermiddag gjorde de det så igen, da Crystal Palace blev slået med sikre 3-0. Winston Reid spillede hele kampen i det centrale forsvar for hjemmeholdet, der på bedste vis fandt fodfæste igen efter et par mindre gode resultater.

I den næstbedste engelske række var der også fuld spilletid til Jonas Knudsen og Lasse Vibe. Førstnævnte fik mest ud af det pointmæssigt, da Ipswich på eget græs vandt med 3-2 over bundholdet Blackburn, mens Brentford og Vibe også havde fordel af hjemmebane, hvilket dog ikke var nok mod topholdet Newcastle, der vandt med 2-1. Til gengæld kunne Lasse Vibe glæde sig over, at han sørgede for værternes udligning til 1-1 efter en lille times spil.