Reid sætter prop i

Da Winston Reid (Foto: Getty Images) i første halvdel af april sad uden for med en skade, var han savnet i midterforsvaret hos den engelske Premier League-klub West Ham United. Så meget at manager Slaven Bilic til klubbens hjemmeside afslørede, at han glædede sig til at få Winston tilbage igen for at genskabe en vis form for stabilitet i forsvarsspillet.

I de fire kampe, Winston gik glip af på grund af skaden, indkasserede West Ham-mandskabet syv mål. Siden Winstons comeback har London-klubben spillet tre kampe - og der er endnu ikke scoret imod dem.

Senest blev til en 1-0 sejr over bysbørnene fra Tottenham, og igen var det med Winston som en iøjnefaldende og stærk defensiv figur.

West Ham har dermed flyttet sig op midt i den bedste engelske fodboldrække, på en 11. plads, og klubben mangler kun at møde Liverpool FC (hjemme) og Burnley (ude) i denne sæson.