Rasmus Nicolaisen topscorer i FC Midtjylland

Udover at være en stærk forsvarsspiller for de danske mestre FC Midtjylland, er Rasmus Nicolaisen (Foto: Getty Images) også en farlig målscorer.

Lørdag eftermiddag var han med i startopstillingen sammen med BTAM-kollegaerne Jesper Hansen, Jakob Poulsen og Paul Onuachu, og med sin fjerde Superligascoring stemplede Rasmus ind øverst på topscorerlisten hos midtjyderne.

Modstanderen fra Hobro IK fik ikke mange chancer på MCH Arena, hvor pausestillingen var 4-0. Det endte med en komfortabel 5-2 sejr til hjemmeholdet, og Rasmus sørgede for scoringen til 3-0, og på det tidspunkt havde han allerede været i oplæggerens rolle, da han headede Tim Sparv fri til dennes 1-0 scoring.

Paul Onuachu ville dog også være med, og han satte med sin hovedstødsscoring til 5-2 en smuk sløjfe på en kamp, hvor der aldrig var tvivl om udfaldet.

Stort tillykke med sejr, scoringer og assist.