Onuachu slog til i Aalborg

Inden onsdagens pokalkamp i Aalborg mellem AaB og FC Midtjylland sagde nordjydernes cheftræner Morten Wieghorst, at der selvfølgelig skulle holdes øje med gæsternes Paul Onuachu. (Foto: Getty IMages).

Det gjorde værterne måske også, men den lange FC Midtjylland-angriber er vanskelig at styre i øjeblikket. Igen var han manden bag to scoringer, og dermed står han noteret for imponerende syv mål i de seneste seks kampe. Målene dannede et solidt fundament for FC Midtjyllands sejr på 3-2 og dermed avancement til DBU Pokalens semifinaler - og det kan i høj grad også tilskrives en ny stor kamp af anfører Jakob Poulsen.

1. divisionsklubben Vendsyssel er også på plads blandt de fire sidste hold, mens FC København og AGF torsdag aften kæmper om den tredje plads. Torsdag i næste uge findes den sidste klub i semifinalerne, når Randers FC og Brøndby mødes.