Nyt mesterskab til Jacob Bruun

Selv om Jacob Bruun Larsen har været på sidelinjen efter sin operation i foden, har den unge Dortmund-spiller om nogen haft en andel i det mesterskab, som Dortmunds A-juniormandskab i Bundesligaen genvandt.

Det skete på Signal Iduna Park med hele 33.450 tilskuere på plads, og de så en vanvittig kamp mellem værterne og Bayern München. Først efter en straffesparkskonkurrence blev finalen afgjort med cifrene 8-7 til Dortmund.

Jacobs bidrag til mesterskabet var blandt andet 20 sæsonscoringer, og når man regner skadespausen fra, samt det faktum at ingen af målene blev scoret på straffespark, er det noget af en præstation af den unge spiller, der i øjeblikket træner hårdt for at genfinde sin form til den kommende sæson.

Stort tillykke til Jacob og holdkammeraterne i Dortmund.