Ny kontrakt til Mølvadgaard

Når Randers FC indleder træningen i det nye år, bliver det med et nyt permanent medlem af Superligatruppen.

17-årige Marcus Mølvadgaard (Foto: Getty Images) har nemlig netop underskrevet en ny treårig fuldtidskontrakt med kronjyderne, og han indlemmes dermed i den bedste trup, hvilket den unge angriber ser frem til.

- Det er en drengedrøm, der går i opfyldelelse - og det er endda gået hurtigere, end jeg nogensinde har forestillet mig, siger Marcus Mølvadgaard, der betragtes som et af landets største angrebstalenter i sin årgang.

Han skiftede fra Langå IK til Randers Freja som U13-spiller, og siden har han udviklet sig i en konstant positiv retning, hvilket han med sin nye kontrakt har fået et synligt bevis på.

- Fodboldtilværelsen er en livsstil, og jeg glæder mig til at blive en del af et miljø, hvor der er gode muligheder for øge min fodboldmæssige udvikling. Jeg ser også frem til at presse mig selv endnu mere, for nu skal der virkelig kæmpes for bare at få spilletid, siger Marcus Mølvadgaard.

Han fik debut for Randers FC, da han i august blev skiftet ind i kampen mod AC Horsens, og på landsholdsplan står Marcus indtil videre noteret for fem ungdomslandskampe.