Ny kontrakt til Mads Roerslev

Han er bare 17 år men har allerede fået sin debut på FC Københavns bedste mandskab - og han har ligeledes scoret sit første mål for mesterklubben.

Mads Roerslev (Foto: BTAM) har netop fået kredit for sit arbejde, da kontrakten er blevet forlænget til sommeren 2021, og efter sommerferien 2017 bliver højrebacken en fast del af københavnernes Superligatrup.

- Jeg har stadig meget at lære, og det er en stor tilfredsstillelse, at jeg får mulighed for det blandt de bedste. Jeg er meget glad for den tillid, klubben viser mig med kontraktforlængelsen, siger Mads Roerslev til FCK's hjemmeside.

Cheftræner Ståle Solbakken, som på billedet trykker hånd med Mads, glæder sig ligeledes over forlængelsen med den talentfulde spiller.

- Mads har mange af de egenskaber, der skal til for at blive en god FCK-back, og vi tror på, vi kan forløse hans potentiale, lyder det rosende fra Ståle Solbakken.

Stort tillykke til Mads med kontraktforlængelsen.