Noah Crone med vigtig landsholdsscoring

I UEFA Development-turneringen i engelske Burton upon Trent spillede det danske U16-landshold fredag sin anden kamp.

Modstanderen var Skotland, og hos Danmark var FC Midtjyllands Jens Emil Fjendsbo og Oliver Sørensen med i startopstillingen, og sidstnævnte bar anførerbindet.

Senere i kampen kom flere af BTAM's spillere på banen - Mads Zaar fra Esbjerg fB, Frederik Christensen fra FC Midtjylland, Emil Lund fra FC København samt Noah Crone (Foto: Privat) fra FC Nordsjælland, og specielt indskiftningen af sidstnævnte viste sig at være en god idé.

Det var nemlig Noah, som sørgede for udligningen til 3-3 og dermed fremprovokerede straffesparkskonkurrencen, der endte med jublende danskere.

På mandag møder Danmark Spanien i turneringens sidste kamp.

Stort tillykke med sejren og scoringen af Noah - godt gået, drenge.