Næsten 100 minutter til Jønsson

Der var gang i sagerne, da Jens Jønsson (Foto: Getty Images) sammen med tyrkiske Konyaspor gæstede Braga i Portugal i Europa League.

Den forhenværende AGF-spiller var med i startopstillingen og spillede hele kampen på den centrale midtbane. Det blev næsten til 100 minutter, inden dommeren fløjtede et dramatisk opgør af, hvor gæsterne kom foran 1-0. Med to scoringer inden pausen bragte Braga sig dog i vinderposition, selv om portugiserne fik udvist anfører Mauro i slutningen af første halvleg.

Fordelen med en spiller i overtal varede dog kun til ti minutter efter pausen, hvor gæsternes Skubic også blev udvist. Det tog brodden af udeholdets pres for en udligning, og i kampens 97. minut scorede Braga til 3-1, da Konyaspor kastede alle mand frem for at fremtvinge udligningen og dermed tjene et enkelt point.