Muamar Brajanac viste sig frem

Måske er der ikke så mange, der endnu kender navnet Muamer Brajanac, men der er grund til at øve sig på navnet, for der er stor sandsynlighed for, at han er i gang med de indledende øvelser til en stor karriere. Offensivspilleren, der fik sin fodboldopvækst i Kolding IF, er nu hos Brøndby IF, og han gør det så godt, at han også er blandt landstræner Claus Nørgaards udvalgte på U16-landsholdet.

For nylig spillede Danmark to venskabskampe mod Ungarn, og i den første i Løgumkloster scorede Muamer til 2-0 for Danmark på vej mod sejren på 2-1. I det andet opgør, spillet i Varde, fordoblede han med to scoringer. Han var både manden bag målet til 1-1 og 2-1, og Danmark endte med at vinde andendagsgildet med 3-2.

Også på U17-landsholdet var BTAM repræsenteret i EM-kvalifikationskampene mod Ungarn, Holland og Liechtenstein. Esbjerg fB-spilleren Oliver Olsen spillede alle tre kampe fra start til slut, mens Anton Hendriksen kom ind i opgøret mod Ungarn og spillede hele kampen mod Liechtenstein. Danmark tabte både til Holland og Ungarn, men til gengæld maltrakterede danskerne lille Liechtenstein med hele 11-0.