Jeppe Andersen forlænger med fire år i Hammarby

Midtbanespilleren Jeppe Andersen (Foto: Hammarby) har netop underskrevet en ny kontrakt med Allsvenskan-klubben Hammarby i Stockholm.

Parterne er blevet enige om en fireårig forlængelse, og det glæder Jeppe.

- Jeg er utrolig glad for at spille i Hammarby, og for mit liv generelt i Stockholm, så jeg glæder mig til at fortsætte. Jeg har været inde i en god udvikling, og min selvtillid er stor, så det er perfekt, at jeg fortsat skal være en del af et godt hold og en god klub, siger Jeppe Andersen til Hammarbys hjemmeside.

Han kom til Hammarby i sommeren 2017 efter ophold i Vejle Boldklub og Esbjerg fB, og Hammarbys sportschef Jesper Jansson udtrykker ligeledes glæde over forlængelsen med en af klubbens profiler.

- Aftalen er meget vigtig i forhold til klubbens langsigtede udvikling sportsligt, siger Jesper Jansson blandt andet.

Stort tillykke med forlængelsen, Jeppe - vi glæder os til at følge dig tæt i de kommende år.