Interview: Oliver Olsen, Esbjerg fB

Han er allerede en fast del af U19-holdet i Esbjerg fB, selv om han kun er U17-spiller. Han er også en fast del af det danske U17-landshold, og så kaldes han af mange en af de bedste højre backs i sin årgang. Hvis ikke dén bedste.

Oliver Olsen (Foto: Esbjerg fB) er navnet, og han har haft fart på, siden han udskiftede barndomsklubben Starup IF med Superligaklubben Esbjerg fB. I en alder af 16 år har han allerede 16 ungdomslandskampe på sit cv, han har en ungdomskontrakt med sydvestjyderne, der ser en stor stjerne i den unge spiller.

- Det hele gik lidt hurtigt på et tidspunkt, og der var meget at forholde sig til, men der kom heldigvis mere ro på, da jeg flyttede ind på Sportskollegiet i Esbjerg, siger Oliver Olsen, der passer sine HHX-studier ved siden af fodboldkarrieren.

Det betyder så, at han ikke er tæt på forældrene i hverdagen, da de bor i Starup, mens to ældre søskende holder til i Aarhus, men som han siger, er han hjemme hver weekend, så der er stadig masser af muligheder for at være sammen med familien.

- Det er vigtigt med en hverdag, der fungerer, og det har jeg nu. Min skole er placeret tæt på kollegiet, så der er en god harmoni mellem skolegang, fodbold og vennerne, siger Oliver Olsen.

På fodboldbanen er han kendt som en højre back med mange og åbenlyse kvaliteter i offensiven, og det er ikke svært at tænke på landsholdsspiller Peter Ankersen, når man ser Oliver Olsen spille. Han glæder sig over, at han også får store oplevelser som landsholdsspiller, men samtidig er han bevidst om, at han fortsat skal udvikle sig som spiller. Han svarer hurtigt på spørgsmålet om, hvor fokuspunktet er lige nu.

- Jeg skal udvikle mit defensive spil - især en mod en, slår han fast.

Det arbejder han hårdt på at gøre hver dag, og i dag sker det mod U19-spillere, der både er hurtigere og stærkere end ham - hvilket han dog ikke lader sig gå på af. Det er en lærerig proces, hvor han suger til sig, og så kalder han det en fordel, at han efterhånden har solid erfaring fra internationale kampe med landsholdet.

Drømme har han stadig masser af, og det nære mål er med tiden at spille sig på Superligaholdet i Esbjerg fB. På længere sigt satser han på en kontrakt med en udenlandsk klub. Uden han dog har et favoritland i forhold til fodboldkarrieren. Til gengæld har han en favoritklub.

- FC Barcelona, svarer han ydmygt, for det er ikke fordi, han regner med at havne i den spanske storklub. Han holder bare med dem.

- Men min agent må da gerne skaffe mig derned. Det ville være fint, siger den unge Esbjerg-spiller grinende.