Hurra for ungdom og rutine

I dag får Niki Zimling (Foto: Getty Images) en kagemand med 33 lys.

Den rutinerede midtbanespiller hos Sønderjyske fylder nemlig 33 år i dag. Niki blev født i Tårnby og indledte en flot karriere i Brøndby IF og siden Esbjerg fB, inden han tog hul på en udenlandskarriere, der bragte ham til klubber som Udinese, NEC Nijmegen, Club Brugge, Mainz 05, Ajax og FSV Frankfurt, og derudover står han noteret for 24 A-landskampe og hele 48 U-landskampe.

U-landskampe får Gustav Mogensen også mange af, men i dag fejrer han nok mest, at han fylder 17 år. Gustav kom til AGF i 2012 fra Djursland-klubben Midtdjurs/Nimtofte, og siden  har han hos både århusianerne og på diverse landshold vist sit store talent og potentiale.

Stort tillykke med dagen til jer begge.