Fuldtidskontrakt til Magnus Mattsson

19-årige Magnus Mattsson, der på billedet ses sammen med BTAM's Brian Steen Nielsen, har netop underskrevet en fuldtidskontrakt med Superligaklubben Silkeborg IF, og aftalen løber frem til sommeren 2021.

Magnus er et flot produkt af Silkeborg IF's talentudvikling, efter han kom til klubben fra ØBG, og han står allerede noteret for seks Superligakampe. Derudover er han netop udtaget til U19-landsholdet, som senere på måneden spiller Elite Round - kampe som i øvrigt spilles på Magnus' normale hjemmebane, Jysk Park i Silkeborg.

Hos Silkeborg IF glæder manager Peter Sørensen sig over kontrakten med Magnus.

- Han har en stærk mentalitet, han er dedikeret, og han vil hele tiden forbedre sig. Det er de væsentligste årsager til, at han allerede er kommet dertil, hvor han er i dag, og han har allerede bevist, at han holder niveau i Superligaen, siger Peter Sørensen til Silkeborg IF's hjemmeside, og han tilføjer, at han er sikker på, Magnus kun bliver bedre og bedre i takt med, han får flere kampe på det bedste hold.

- Indenfor et år eller to vil Magnus ikke alene blive en central del af Silkeborg IF's bedste hold - han vil også udvikle sig til en profil i Superligaen, lyder det rosende fra Peter Sørensen.

For Magnus selv er kontraktunderskrivelsen et kontant og glædeligt bevis på, at hårdt arbejde over flere år lønner sig i sidste ende, og han glæder sig til at fortsætte sin udvikling i Silkeborg IF i den kommende tid.

- Det her er en vigtig del af min store drøm, så jeg har det fedt, og så ser jeg frem til, at jeg nu får ro til at jagte mine endnu større ambitioner, siger hovedpersonen blandt andet.

Stort tillykke med kontrakten, Magnus - vi glæder os til at følge din fortsatte udvikling tæt i både Silkeborg IF og i nationaltrøjen. Held og lykke.