Fem stortalenter forlænger med de danske mestre

Fem af BTAM's store talenter har forlænget kontrakterne med de danske mestre FC Midtjylland.

På billedet foroven er det midtbanespilleren Frederik Christensen, som flankeres af akademichef Flemming Broe (til venstre) og BTAM's Brian Steen Nielsen.

Frederik er kendt som en teknisk stærk central midtbanespiller, som kom til FC Midtjylland fra Ikast fS.

Også Oliver Sørensen (billedet under) har forlænget sin kontrakt - og han er kendt som en fysisk stærk midtbanespiller, som trådte sin barndoms fodboldstøvler på Fyn.

Ligeledes har Tobias Damtoft (billedet under) sat sin underskrift på en forlængelse med FC Midtjylland, og den tidigere angriber, som nu gør sig som kantspiller, har kæmpet i mange år for at nå dertil, hvor han er i dag - og han har mod på mere.

Nicolas Dyhr (billedet under), som kom til FC Midtjylland fra AC Horsens, er også FCM-spiller i den kommende tid - og han kæmper i første omgang for at etablere sig som Superligaspiller.

 

Endelig har forsvarsspilleren Jens Emil Fjendsbo (billedet under) forlænget sin aftale med midtjyderne, og Jens Emil kom til klubben fra Holstebro Boldklub, og han nåede også at repræsentere Mejrup inden skiftet.

For alle fem gælder det, at de, udover jobbet hos FC Midtjylland, også er aktive på de danske ungdomslandshold, og vi glæder os meget til at følge alle fem i deres videre udvikling som fodboldspillere.

Stort tillykke med de treårige forlængelser - stærkt gået, drenge.