Fem år til Thychosen

Da offensivspilleren Mads Døhr Thychosen (FOTO: Getty Images) i 2014 skiftede Vejle Boldklub ud med FC Midtjylland, var ambitionen at etablere sig hos midtjyderne, og man må sige, at Mads Døhr Thychosen har bevist sit værd.

Så meget at han netop har underskrevet en femårig fuldtidskontrakt med de danske mestre fra 2015, og ambitionen er klar hos den unge spiller født i 1997. Han stræber efter, på sigt, at spille sig ind på det bedste hold hos FC Midtjylland, som omvendt sætter stor pris på Thychosens vilje, vindermentalitet og hurtighed. Blandt meget andet.

At han ikke har det fra fremmede, symboliseres af, at han er søn af Anette Thychosen og Lars Døhr, der begge har fine fodboldkarrierer bag sig i Vejle Boldklub, og så spiller fætter Oliver Thychosen hos Viborg FF.

Mads Døhr Thychosen har allerede fået sin debut hos FC Midtjylland, da han blev indskiftet i udekampen mod Brøndby IF den 25. oktober 2015.