Fantastisk aften for Vibe

Griffin Park, Brentford FC's hjemmebane, var på kogepunktet tirsdag aften, hvor hjemmeholdet vandt med stensikre 4-1 over gæsterne fra Reading FC i den engelske Championship.

Lasse Vibe (Foto: Getty Images) var tilbage i startopstillingen, og han kvitterede på bedste vis. For det første scorede han målet til 2-0, og så havde han næstsidste fod på bolden forud for scoringerne til 1-0 og 3-0, så det var alt i alt en fantastisk aften for Lasse Vibe og Brentford FC.

Faktisk spillede værterne en så god kamp, ikke mindst offensivt, at sejren burde have været større for øjnene af små 10.000 tilskuere.

Hos Ipswich Town spillede Jonas Knudsen sædvanen tro alle 90 minutter, men denne gang måtte han nøjes med et enkelt point, da Brighton rejste tilbage mod syd efter et opgør uden scoringer.