Et point og tv-tid til Braithwaite

I den franske Ligue 1 spillede anfører Martin Braithwaite (Foto: Getty Images) hele kampen, da Toulouse på hjemmebane mødte topholdet fra Nice med Mario Balotelli i spidsen.

Det endte med en pointdeling via 1-1, hjemmeholdet nåede kun at være foran i tre minutter, og det placerer Toulouse midt i rækken som nummer 11 med fire spillerunder tilbage i Frankrigs bedste række.

Man kan se mere til Martin mandag aften, hvor han er hovedperson i det alternative fodboldprogram Sat Af. Det sendes på TV 3 Sport 1 klokken 22.30, og den halve time i selskab med Martin fokuserer lige så meget på mennesket bag som på fodboldspilleren Martin Braithwaite.